2
Fund af dyreknogler med menneskeskabte skæremærker og brud regnes for at være et vigtigt bevis på tilstedeværelsen af mennesker. Fra midten af 1800-tallet begyndte man at undersøge sådanne knogler nøje, ligesom man stadigvæk gør det.
I årtierne efter Charles Darwins udgivelse af Arternes Oprindelse fandt mange videnskabsmænd skårmærkede og marvspaltede knogler, der antydede, at der havde levet mennesker i Pliocæn, Miocæn og tidligere perioder. Kritikere sagde, at mærkerne og bruddene skyldtes rovdyr eller geologiske processer, men de, der forsvarede fundene, havde stærke argumenter. Ofte blev der fundet stenredskaber sammen med knoglerne, og disse redskaber frembragte præcist samme slags mærker på friske knogler. Under mikroskoper kunne videnskabsmændene også skelne mærkerne på fossilknoglerne fra mærker, der var lavet af rovdyrtænder. I mange tilfælde sad mærkerne på knoglerne netop der, hvor slagtning normalt efterlader mærker.
Trods det er mærkede og spaltede knogler, der viser, at der levede mennesker i Pliocæn og tidligere, ikke en del af den nu accepterede dokumentation for menneskets alder. Denne udelukkelse er ikke nødvendigvis berettiget.
I april 1863 rejste Jules Desnoyers fra Frankrigs Nationalmuseum til St. Prest i det nordvestlige Frankrig for at indsamle fossiler. I nogle grusaflejringer fandt han et stykke af et skinneben fra et næsehorn. Han bemærkede en række smalle pilemærker på knoglen. For Desnoyers så det også ud, som om nogle furer stammede fra en skarp kniv eller et flinteblad. Han lagde også mærke til små cirkelformede mærker, der meget vel kunne være lavet af et spidst redskab. Desnoyers undersøgte senere nogle fossilsamlinger fra St. Prest på forskellige museer. Han fandt samme slags mærker og indberettede dem til Det Franske Videnskabsakademi.
Læs resten i bogen.