8
I slutningen af det 19. århundrede mente en indflydelsesrig del af det videnskabelige samfund, at moderne mennesker havde eksisteret så langt tilbage som i Pliocæn, Miocæn og måske endog tidligere.
Antropologen Frank Spencer skrev i 1984: "På basis af skeletfund så det ud til, at det moderne menneskeskelet gik langt tilbage i tiden, en tilsyneladende kendsgerning, der fik mange forskere til enten at opgive eller ændre deres opfattelse af menneskets evolution. En sådan apostat eller frafalden var Alfred Russell Wallace (1823-1913)." Wallace deler sammen med Darwin æren for at have formuleret teorien om evolution igennem naturlig udvælgelse.
I Darwins øjne begik Wallace kætteri af den værste slags. Men Spencer bemærkede, at Wallaces udfordring af den evolutionære doktrin "mistede noget af sin kraft såvel som nogle af sine tilhængere, da nyheden spredtes om fundet af et bemærkelsesværdigt hominidt fossil på Java." I betragtning af, hvordan Javamennesket blev brugt til at miskreditere og undertrykke ideen om en høj alder for det moderne menneske, er det nærliggende at se på hele denne historie.
En af vejene igennem den javanesiske landsby Trinil ender på den anden side af byen på en højtliggende brink med udsigt over floden Solo. Her finder man et lille stenmonument, hvorpå en pil peger imod en sandgrav på den modsatte bred. Monumentet bærer en gådefuld inskription på tysk: P.e. 175 m ONO 1891/93. Inskriptionen angiver, at Pithecanthropus erectus blev fundet 175 meter østnordøst fra dette sted i årene 1891-1893.
Pithecanthropus erectus' opdager var Eugene Dubois, der fødtes i Eijsden, Holland, i 1858, året før Darwin udgav Arternes Oprindelse. Selv om han var søn af fromme hollandske katolikker, blev han grebet af evolutionsteorien, specielt i relation til menneskets oprindelse.
Læs resten i bogen.