9
Efter Eugene Dubois' fund af Java-mennesket i 1890'erne forstærkedes fossiljagten i et forsøg på at fylde de store udviklingsmæssige huller imellem fortidens abelignende hominider og moderne Homo sapiens. Det var i denne tid med store forventninger, at et sensationelt fund blev gjort i England: Piltdown-mennesket, en skabning med et menneskelignende kranie og en abelignende kæbe.
Mange tilhængere såvel som modstandere af den darwinistiske teori om menneskets oprindelse kender hovedtrækkene i Piltdown-historien. Videnskabsmænd på British Museum afslørede i begyndelsen af 1950'erne fossilerne, hvoraf det første blev fundet af Charles Dawson i årene 1908-1911, som et bedrag. Dette gav evolutionsteoriens kritikere lejlighed til at betvivle troværdigheden hos de videnskabsmænd, der i flere årtier havde anbragt Piltdown-fossilerne i menneskets evolutionære stamtræ. Videnskabsmændene forsvarede sig på den anden side med, at det var dem selv, der havde afsløret bedraget.
For så vidt kunne vi lade Piltdown hvile, men affæren er et nærmere kig værd, da den åbner for et indblik i, hvordan kendsgerninger omkring menneskets evolution bliver accepteret og forkastet. I modsætning til den almindelige opfattelse af, at fossiler taler deres eget klare sprog, udelukker det forgrenede net af omstændigheder, der omgiver ethvert palæantropologisk fund, altid enhver enkel og ligefrem tolkning. En sådan uklarhed må man specielt regne med, når der er tale om et nøje planlagt bedrag, hvis det er, hvad Piltdown var, men generelt er selv 'normale' palæantropologiske fund hyldet ind i flere lag af usikkerhed. Piltdown gør det klart, at grænsen imellem virkelighed og bedrag ofte er uklar.
Engang omkring 1908 bemærkede advokaten og amatørantropologen Charles Dawson, at en landevej nær Piltdown i Sussex var ved at blive udbedret med ral af flint. Som altid var Dawson på udkig efter flinteredskaber. Han forhørte....
Læs resten i bogen.