10
Efter fundene af Java-mennesket og Piltdown-mennesket var man stadig ikke nået til enighed omkring menneskets udvikling. Dubois' fossiler af Pithecanthropus erectus vandt ikke fuld accept i det videnskabelige samfund, og Piltdown gjorde sagen endnu mere speget. Videnskaben ventede ivrigt på flere fund, der kunne klarlægge hominidernes udvikling. Mange forventede, at de manglende hominide fossiler ville blive fundet i Kina.
I gamle dage kaldte kineserne fossiler for drageknogler og tillagde dem helbredende kræfter. Kinesiske apotekere havde i århundreder pulveriseret dem til brug i lægemidler og mediciner. For de første vestlige palæontologer viste kinesiske apoteker sig derfor at være et uventet interessant søgefelt.
I 1900 samlede Dr. K. A. Haberer fossiler af pattedyr fra kinesiske apoteker og sendte dem til universitetet i München, hvor de blev undersøgt og katalogiseret af Max Schlosser. Blandt eksemplarerne fandt Schlosser en tand, der kom fra Beijing-området og tilsyneladende lignede "en venstre kindtand fra overmunden, enten fra et menneske eller en hidtil ukendt menneskelignende abe." Schlosser foreslog Kina som et godt sted at søge efter primitive mennesker.
Blandt Schlossers tilhængere var Gunnar Andersson, en svensk geolog, der var ansat i Kinas Geologiske Undersøgelser. I 1918 besøgte Andersson et sted ved navn Chikushan ('Hønseknoglebjerget') nær landsbyen Zhoukoudian, 40 kilometer sydvest for Beijing. I den blotlagte overflade i et gammelt kalkstensbrud fik han øje på et parti med rødt ler, der indeholdt fossiler, hvilket tydede på eksistensen af en gammel hule, der nu var fyldt op. I 1921 besøgte Andersson igen Chikushan-lokaliteten. Han var i selskab med Otto Zdansky, en østrigsk palæontolog, der var sendt ud for at assistere ham, og Walter M. Granger fra Det Amerikanske Naturhistoriske Museum.
Læs resten i bogen.