Indledning

Indledning

I 1979 blev der fundet 3,6 millioner år gamle fodspor i en vulkansk askeaflejring i Laetoli i Tanzania. Ifølge Mary Leakey og andre eksperter var fodsporene ikke til at skelne fra moderne menneskers. For disse videnskabsmænd betød det blot, at menneskets stamfædre havde bemærkelsesværdigt moderne fødder for 3,6 millioner år siden. Men andre som R. H. Tuttle, en fysisk antropolog ved Chicagos Universitet, anførte, at fossile fodknogler fra kendte australopitecinere var udpræget abelignende og kunne ikke have afsat fodsporene i Laetoli. I martsudgaven fra 1990 af Natural History indrømmede Tuttle, "Vi står med noget af et mysterium."

Man kunne derfor overveje en mulighed, som hverken Tuttle eller Leakey tænkte på, nemlig at der levede skabninger med anatomisk moderne menneskekroppe, der svarede til deres anatomisk moderne menneskefødder, for 3,6 millioner år siden i Østafrika. Måske eksisterede de, som tegningen på modstående side foreslår det, side om side med mere abelignende skabninger. Hvor interessant denne arkæologiske mulighed end måtte være, er dette helt udelukket ifølge de gældende opfattelser omkring menneskets udvikling.

Her vil mange nok advare os imod at postulere eksistensen af anatomisk moderne mennesker for millioner af år siden alene på basis af fodsporene fra Laetoli. Det interessante er imidlertid, at dette fund ikke står alene. Andre videnskabsmænd har indenfor de seneste årtier fundet bemærkelsesværdigt moderne menneskelige fossilknogler i Afrika. I 1965 fandt Bryan Patterson og W.W. Howells en 4 millioner år gammel overarmsknogle i Kanopoi, Kenya. Henry M. McHenry og Robert S. Corrucini fra University of California bemærkede, at knoglen "næppe kan skelnes fra moderne Homo." På samme måde hævdede Richard Leakey, at en lårknogle, der blev fundet i 1972 ved Turkana-søen, Kenya, ikke var forskellig fra nutidige menneskers lårknogler, selv om den er 2 millioner år gammel. Går vi lidt længere tilbage i tiden til 1913, fandt den tyske videnskabsmænd Hans Reck et fuldstændigt skelet af et anatomisk moderne menneske i Olduvai-slugten i Tanzania i en over 1 million år gammel aflejring. Dette fund var årsag til en strid, der stod på i flere årtier.