1
En aften i 1871 mødtes et selskab af lærde engelske herrer, The Red Lions, i Edinburgh, Skotland, for at spise sammen og underholde sig med hinanden med forskellige humoristiske sange og taler. Lord Neaves var kendt for sine åndfulde digte, og foran de forsamlede løver sang han tolv strofer, han havde digtet over Arternes Oprindelse á la Darwin. Én af dem lød:
Da en kløgtig abe med en behændig hånd
Udviklede talens kunst og intellektets ånd
Blev han verdens herre ubetinget og ægte
Dette kan ingen vel benægte!
Hans tilhørere svarede med kultiveret latter og svingede deres frakkeskøder, som sædvanen var blandt The Red Lions.
Blot 12 år efter Charles Darwins udgivelse af Arternes Oprindelse i 1859 anså et stadigt voksende antal videnskabsmænd og andre intellektuelle det for umuligt, ja latterligt, at antage, at mennesker var andet end tilpassede efterkommere i et stamtræ af abelignende væsner. I Arternes Oprindelse strejfede Darwin kun kort spørgsmålet om menneskets oprindelse. Først på de sidste sider bemærkede han: "Lys vil blive kastet over menneskets oprindelse og dets historie." Trods Darwins forsigtige formulering var det dog tydeligt, at han ikke mente, at mennesket var en undtagelse fra teorien om, at den ene art udvikler sig fra den anden.
Ikke før 1871 udgav Darwin Menneskets Afstamning og Parringsvalget, hvori han gjorde rede for sine opfattelser om menneskets udvikling. Darwin forklarede ventetiden: "I mange år sammenstykkede jeg optegnelser om menneskets oprindelse eller afstamning uden nogen plan om at udgive noget om emnet, men tværtimod besluttet på ikke at gøre det, da jeg mente, at jeg derved kun ville føje mere til fordommene imod mine synspunkter. På mig virkede det tilstrækkeligt at tilkendegive i første udgave af Arternes Oprindelse, at igennem....
Læs resten i bogen.